6.2 Særlig værdifulde landbrugsområder

Udpegningen af særlig værdifulde landbrugsområder er sket ud fra, at de blandt andet har en høj dyrkningsværdi og er i overensstemmelse med kommunens øvrige retningslinjer for det åbne land. Udpegningen skal sikre, at der stadig er landbrugsjord til rådighed. Landbrugets interesser skal afvejes i forhold til de øvrige arealinteresser i kommunen. Nogle interesser vil ikke være i modstrid med landbrugsdrift, mens andre vil give anledning til interessekonflikter. Visse arealinteresser kan have en højere prioritet end landbruget.

6.2.1 Særlig værdifulde landbrugsområder er udpeget og fremgår af kortbilag 6.2.

6.2.2 Arealer, der anvendes til landbrugsdrift, skal i størst muligt omfang friholdes for andre aktiviteter. Ved inddragelse af landbrugsarealer til ikke jordbrugsmæssige formål, bør arealforbruget begrænses mest muligt, især inden for de særlig værdifulde landbrugsområder.

6.2.3 Ved inddragelse af landbrugsjord til byvækst, tekniske anlæg samt ferie- og fritidsformål skal der i videst muligt omfang tages hensyn til de berørte landbrugsejendommes struktur- og arronderingsforhold samt til arealbehov, investeringsniveau og mulighederne for jordfordeling.

6.2.4 Der kan inddrages landbrugsarealer til natur-, frilufts- og klimatilpasningsprojekter gennem multifunktionel jordfordeling, under hensyn til og i samarbejde med de berørte landbrugsejendomme.

6.2.5 Ved opførsel af nye miljøfølsomme bebyggelser, rekreative områder, udlægning af byzoner mm. skal der sikres en passende afstand til eksisterende landbrug, så lugtgenekriterierne ikke strammes i forhold til de allerede eksisterende afstande.

I Slagelse Kommune er der, siden Kommuneplan 2017 blev vedtaget, blevet udpeget prioriterede indsatsområder for beskyttelse af grundvandet. Nogen af disse områder er beliggende i områder, der er udpeget som særlig værdifulde landbrugsområder. Det er et ønske fra kommunens side, at prioriterede indsatsområder for beskyttelse af grundvandet samt lavbundsarealer, arealer i klimazonen, kerneområder (naturnetværk), potentielle kerneområder (naturnetværk) og BNBO-områder inden for udpegningen i Kommuneplan 2017, prioriteres højt, hvorfor udpegningen i Kommuneplan 21 er tilpasset, så der ikke er overlap mellem disse områder og særlig værdifulde landbrugsområder.

Ad 6.2.2
Forudsætningen for at bevare et bæredygtigt jordbrug er, at der er størst mulig investeringssikkerhed og fortsat udviklingsmulighed for jordbrugserhvervene samtidig med, at det sikres, at udviklingen ikke sker på bekostning af natur- og miljøbeskyttelsesinteresserne.

Ad 6.2.4
Slagelse Kommune ønsker at sammentænke landbrugsproduktion med bl.a. biodiversitet, drivhusgasreduktion, klimatilpasning, rent vandmiljø, friluftsliv samt landdistriktsudvikling i multifunktionelle projekter, hvor jordfordeling kan indgå som et redskab til realisering af projekterne. Udpegningen af arealer som særlig værdifulde landbrugsområder hindrer ikke multifunktionelle projekter.

Ad 6.2.5
Ved administration af plan- og miljølovgivningen skal Slagelse Kommune så vidt muligt forebygge nabogener ved ikke at tillade ny bebyggelse og rekreative områder tæt på eksisterende landbrug. Byggeri og rekreative områder tæt på eksisterende husdyrbrug er med til at begrænse landbrugets udviklingsmuligheder, da det stiller skærpede krav til reducering af lugtgener.

De særlig værdifulde landbrugsområder er udpeget ud fra en vurdering af dyrkningsjordens sammensætning, terrænhældning samt mulighederne for tilladelse til markvanding samtidig med, at der er taget hensyn til lavbundsarealer, arealer i klimazonen, kerneområder (naturnetværk), potentielle kerneområder (naturnetværk), BNBO-områder og prioriterede indsatsområder for beskyttelse af grundvandet inden for udpegningen.

Der er udpeget ca. 50 % af kommunes areal. Kommunalbestyrelserne skal mindst en gang i hver valgperiode i samarbejde med Miljø- og Fødevareministeriet udarbejde og offentliggøre en analyse af jordbrugserhvervene, der skal sikre, at de jordbrugsmæssige interesser indgår i de regionale vækst- og udviklingsstrategier, kommuneplanerne og lokalplanerne, jf. § 3, stk. 1 i bekendtgørelse om lov om landbrugsejendomme.

Slagelse Kommune vil i dialog med landbruget arbejde for, at landbrugserhvervet udvikler sig under hensyntagen til landbrugets naboer, et rent miljø og en mangfoldighed i natur og landskab og fremme driftsformer, der tager hensyn hertil, herunder arbejde for at økologisk landbrugsproduktion øges. Området fastholdes og udvikles fortsat som et jordbrugsområde med størst mulig driftsmæssig fleksibilitet for den enkelte ejendom samt stor investeringssikkerhed.

Vil du vide mere

Retsinformation

Jordbrugsanalyse

Sammenhængende landbrugsplanlægning, Inspiration til kommunerne, Naturstyrelsen og NaturErhvervstyrelsen (2012)