2.1 Antennemaster
Antennemaster er nødvendige for mobiltelefoni og mobil bredbåndsdækning, og det er derfor nødvendigt med opstilling af nye antennemaster. God mobildækning er en vigtig forudsætning i den moderne infrastruktur, og det skal derfor sikres, at dækningen bliver så god som mulig. Kan eksisterende høje strukturer ikke anvendes til mobilantenner, er det vigtigt, at placeringen er så diskret som muligt, og at der er mulighed for, at flere udbydere kan deles om de enkelte master.
2.1.1 Der bør så vidt muligt ikke opstilles antennemaster frit i det åbne land. Antennemaster bør placeres i bymæssig bebyggelse og helst i tilknytning til eksisterende høje bygningselementer. Hvis det er nødvendigt at opsætte antennemaster i det åbne land, bør de placeres i tilknytning til eksisterende bebyggelse, så de ikke optræder som selvstændige, fritstående elementer i landskabet.
2.1.2 Hvis der gives tilladelser til fritstående antennemaster, stilles der normalt vilkår om, at antennemasten ved lejemål skal stilles til rådighed for andre brugere, at den sammen med eventuelle kabineanlæg skal omgives af beplantning, og at den skal nedtages senest 1 år efter endt brug til det tilladte formål.
2.1.3 Ved opstilling af antennemaster skal der tages hensyn til, om det kan forstyrre forbindelsen for andre anlæg som f.eks. overordnede radiokædeforbindelser, maritime radioanlæg eller de radionavigationsanlæg, der betjener luftfarten. Ved placering tættere end 500 m fra kysten skal Søfartsstyrelsen godkende opstillingen. Der skal endvidere tages hensyn til, om opstilling af antennemasten medfører en risiko for flyvepladser.
2.1.4 Antennemaster skal opstilles, så de ikke forstyrrer oplevelsen af fredede bygninger, fortidsminder, øvrige kulturhistoriske anlæg eller Natura 2000-områder.
Alle borgere og erhvervsdrivende i Slagelse Kommune skal så vidt muligt sikres en god mobildækning. Det er dog vigtigt, at nye mobilmaster, og udskiftning af gamle, sker med øje for landskaber og andre bevaringsinteresser. Det vil ofte være muligt at opstille master ved eksisterende bygninger af en vis højde, og generelt placerer dem, så de er afskærmet.
Når der er opstillet en antennemast, vil der blive sat krav om, at masten kan anvendes af andre og flere end ejeren, således at antallet af master begrænses.